Menu

Taastrup FC hentede fortjent 1 point i Herlev

image HS1 - Herlev - Taastrup FC - 12-08-2016
14. august 2016 kl. 13:35

Efter en overbevisende sejr over Stenløse i første turneringskamp og et knebent nederlag på 1-2 på Bornholm i pokalturneringen var TFC klar til sæsonens 2. kamp fredag aften på udebane mod Herlev IF, som i den forgangne sæson sluttede på en fjerdeplads i deres pulje i Danmarksserien.

Herlev var onsdag aften ude i en endnu mere opslidende pokalkamp hjemme mod Hvidovres 2. divisionshold, hvor det blev til nederlag til Herlev efter forlænget spilletid.

Kampen blev spillet på Herlevs nyindvidede kunststofbane, som fremover skal benyttes som stadionbane. Der var rigtig meget løst granulat på banen, der gjorde det vanskeligt at spille poleret fodbold langs jorden. Bolden hoppede uforudsigeligt og afleveringerne mistede fart undervejs. Den lidt vanskelige bane var naturligvis til lige stor ulempe for begge hold, men bar samtidig en del af skylden for, at der ikke blev vist det helt flotte fodboldspil denne fredag aften i Herlev.

Taastrup FC kom dog bedst fra start og havde det meste spil i kampens første 20 minutter, hvor det blev til et par gode forsøg fra Martin Olsen og Silius Motlagh. Herefter tog Herlev mere over i resten af 1. halvleg uden at det dog blev til meget mere end et enkelt farligt forsøg mod Taastrups mål. Efter en halv times spil blev TFC’s Mickey Mikander skubbet i ryggen i det kriminelle felt, men kampens dommer valgte noget uforståeligt at lade spillet fortsætte. Ingen af holdene kom til farlige målchancer i kampens sidste kvarter og kunne således gå til pause efter en målløs første halvleg.

I 2. halvleg overtog TFC igen styringen af kampen. Vi skulle dog hen i kampens sidste 15 minutter inden nogle af holdene kom til egentlige målchancer. Efter 76 minutter tog den unge venstre back Nicolai Andersson et superrush til baglinien og lagde et perfekt indlæg i feltet. Desværre levede afslutningen ikke helt op til det flotte opspil. Begge hold havde hver et par gode forsøg mod kampens afslutning. Her skal specielt nævnes Martin Olsens flotte skud efter 83 minutter. Skuddet gik desværre lige forbi stolpen. Det kunne ellers have været fortjent, hvis Martin havde kunnet krone en flot kamp med et sejrsmål dagen før han kunne fejre sit bryllup.

Efter 3 minutters overtid fløjtede dommeren kampen af til slutresultatet 0-0, som faktisk var et resultat begge hold kunne være tilfredse med. Der blev ikke vist det flotteste fodbold, hvilket også som nævnt var vanskeligt på den meget nye kunststofbane. TFC leverede en flot holdindsats. Der blev virkeligt fightet i alle situationer hele kampen igennem og holdet stod rigtig godt på banen.

Holdet er kommet rigtig godt fra start med 4 point i de første 2 kampe. Når man sammenligner med sidste sæson, spiller holder mere modent og navnlig forsvarsspillet virker mere sikkert. I den sammenhæng har det stor betydning, at den unge målmand Mads Henriksen spiller med stor autoritet i feltet.

TFC’s næste kamp spilles på hjemmebanen i Taastrup Idrætspark på lørdag den 20. august kl. 14:00 mod Kalundborg. TFC håber på stor publikumsopbakning til det meget unge hold, som er kommet rigtig flot fra start her i efteråret.

Luk