Menu

TFC spillede endnu engang uafgjort på udebane

image Målmand Mads Henriksen havde over en håndfuld flotte redninger og viste stor styrke i spillet ude i feltet.
Ingolf Skafte
25. september 2016 kl. 21:32

Taastrup FC spillede i lørdags sin 4 udekamp i Danmarksserien i denne sæson. De 3 foregående kampe er alle endt uafgjort. Modstanderen var Virum – Sorgenfri, der inden kampen lå lidt højere i tabellen med 2 point mere end TFC.

Virum var utrolig klar fra kampens start og overmatchede Taastrupdrengene rent fysisk. TFC var ikke i boldbesiddelse ret længe af gangen før Virum igen havde erobret bolden.  Det var derfor meget mod fordeling af spillet, da Taastrup efter 12 minutter bragte sig foran med 1-0.  Virum mistede bolden i venstre side og Silius Motlach spillede bolden ind foran mål. I første omgang halvklarer Virums målmand, men Mickey Mikander var hurtigt over returbolden og placerede sikkert bolden i det tomme mål.

Virum fortsatte med at være spildominerende og havde 2 rigtig store chancer efter 14. hhv. 21 minutter, men i begge tilfælde reddede TFC’s målmand Mads Henriksen i flot stil. Der var ikke de store målchancer til nogle af holdene i resten af 1. halvleg, så Taastrup kunne lidt ufortjent gå til pausen med en 1-0 føring.

Virum fortsatte fra starten af 2. halvleg med at presse på. Efter 52 minutter havde de et flot hovedstødsforsøg, men endnu engang reddede Mads Henriksen flot. Efter 60 minutter gik den ikke længere. En Virum-angriber lagde et farligt indlæg fra venstre side til en angrebskollega, der noget ugeneret kunne sparke bolden i mål til udligning 1-1.

Efterhånden som 2. halvleg skred frem, kom Taastrup mere og mere med i spillet. Efter 72 minutter havde Daniel Marcussen et farligt hovedstødsforsøg og efter 80 minutter lagde indskiftede Sebastian Ellefsen et perfekt indlæg fra højre side til Micky Mikander, hvis glimrende hovedstød prellede af på oversiden af overliggeren.

I minuttet efter tog Tonni Adamsen en flot dribletur og afsluttede fra en spids vinkel, men Virums målmand reddede glimrende. Efter 91 minutter havde Tonni Adamsen endnu et farligt forsøg denne gang efter frispark lige uden for straffesparkefeltet. Desværre havnede bolden i sidenettet.

Efter 4 minutters overtid fløjtede dommeren kampen af til endnu et uafgjort resultat for Taastrup FC på udebane, denne gang med resultatet 1-1. Fordelt efter chancer var resultatet passende, Virum var dominerende i store dele af kampen, men Taastrup kom godt igen i kampens sidste halve time. Taastrup fightede godt kampen igennem. Hvis der skal fremhæves en Taastrup-spiller i denne kamp, må det være den unge målmand Mads Henriksen, der ud over en håndfuld flotte redninger viste stor styrke i spillet ude i feltet.

TFC spiller næste kamp på udebane i Vanløse Idrætspark på lørdag den 1/10 kl. 15:00, hvor modstanderen er Vanløse IF.