Menu

Flot sæsonpremiere for Taastrup FC i Danmarksserien

image Arkivfoto
29. marts 2016 kl. 10:24

Efter en lang vinterpause var spændingen stor inden sæsonpremieren i Danmarksserien. TFC har hen over vinteren fået 3 skadede spillere klar igen nemlig Tonni Adamsen, Martin Olsen og Nicky Søderhamn. Daniel Marcussen er vendt tilbage til klubben efter en halv sæson i Greve og Michael Kossmann har fået tid til at spille kampe igen efter en ændret arbejdssituation. Endelig har holdet fået tilgang af den unge målmand Magnus Hoffmann, der kommer fra AB. Holdet har også mistet et par spillere, men der er ingen tvivl om at TFC på papiret stiller i en stærkere opstilling i foråret end det var tilfældet i efteråret selv om 2 stamspillere fra efteråret Mathias Carlsen og Yasin Altinkaya ikke er spilleklar ved sæsonstarten grundet skader.

Også på trænersiden er der sket en ændring idet én af klubbens egne  talentfulde trænere Morten Albrechtsen er tiltrådt som assistenttræner for cheftræner Tommy Olsen efter at den hidtidige assistent Jimmy Riberholdt er stoppet i vinterpausen grundet arbejdsmæssige forhold.

5 af de 6 ”nye” spillere var i startopstillingen til sæsonpremieren 2. påskedag mod rækkens nr. 3 Sønderborg. Da stadionbanen i Taastrup Idrætspark endnu ikke var forårsklar, var kampen flyttet til kunststofbanen på NyBolig Park.

Sønderborg startede kampen som lyn og torden. De lagde et højt pres på TFC og havde i kampens startminutter flere meget farlige målchancer. Tilskuerne var virkelig nervøse, men stik imod spil og chancer bragte TFC sig efter 6 minutter foran med 1-0. Mickey Mikander lagde et godt indlæg fra venstre side til Tonni Adamsen, der behersket sparkede bolden i mål.

Sønderborg fortsatte dominansen og allerede efter 10 minutter udlignede de til 1-1. Efter en dribletur i straffesparksfeltet sparkede en Sønderborgspiller behersket bolden i mål til udligning.

Mathias Olsen havde inden for de næste 10 minutter 2 gode forsøg, der dog ikke gav mål. Efter en halv times spil bragte TFC sig foran med 2-1. Tonni Adamsen lagde et flot indlæg ind foran mål, hvor Martin Olsen med en behersket inderside sparkede bolden i mål. I minuttet efter lavede Sønderborg et noget klodset straffespark mod Mathias Olsen. Tonni Adamsen omsatte den store mulighed til mål og bragte således TFC foran med 3-1.

Føringen var ikke helt i overensstemmelse med fordelingen af spil og chancer og der skulle også kun gå få minutter før Sønderborg fik reduceret til 2-3 efter en situation, hvor mange af de fodboldkyndige og godt placerede tilskuere mente, at der burde være fløjtet for offside.

Efter 40 minutter gik det igen galt for hjemmeholdet. Efter et flot Sønderborg opspil blev bolden lagt ind foran mål fra højre side og en Sønderborg-angriber kom højest op og dirigerede sikkert bolden i mål til udligning 3-3. Holdene kunne kort efter gå til pause med stillingen 3-3 efter en halvleg med flot angrebsspil fra begge hold, der til gengæld manglede en del i forsvarsspillet. Nøgternt vurderet kunne TFC være godt tilfreds med den uafgjorte halvlegsstilling.

Det blev spændende at se om det unge Taastrup mandskab kunne stå distancen efter at Sønderborg inden pausen havde indhentet TFC’s 3-1 føring. Det virkede som om begge holds trænere i pausen havde fået omorganiseret deres hold m.h.p. at styrke forsvaret. I 2. halvlegs første 25 minutter var der ingen store målchancer til nogle af holdene, men efter 71 minutter bragte TFC sig foran med 4-3. Bolden blev lagt flot ind foran mål, hvor Julius Lip sikkert kanonerede bolden i kassen.

I de efterfølgende minutter lagde Sønderborg et stort pres og tilspillede sig 2 store målchancer, hvor Magnus Hoffmann reddede den første og Simon Højbjerg i minuttet efter flot fik blokeret skuddet efter at en Sønderborg angriber havde driblet sig uden om Hoffmann.

Herefter kom Taastrup flot tilbage i kampen. Mathias Olsen havde 2 store chancer i det 80. og 81. minut, men begge gange var Sønderborgs målmand vågen og kom godt ud af sit mål og fik reddet de farlige chancer. Men minuttet efter gik den ikke længere. Tobias Lindhardsen brød et Sønderborg angreb, tog et par gode træk og lagde elegant en perfekt stikning til Mickey Mikander, der flot holdt forsvareren på afstand og sikkert placerede bolden uden for målmandens rækkevide til en 5-3 føring.

I slutminutterne satsede Sønderborg alt, hvilket medførte, at Taastrup fik 2-3 meget store målchancer, der dog ikke gav yderligere scoringer. Efter 4 minutters overtid kunde dommeren fløjte kampen af til en meget vigtig 5-3 sejr til hjemmeholdet.

Mickey Mikander blev valgt som kampens spiller for TFC efter en flot indsats. TFC præsterede en flot holdindsats garneret med mange flotte individuelle præstationer. Holdet står angrebsmæssigt stærkt med de mange talentfulde og kreative spillere. Forsvarsmæssigt virkede det noget skrøbeligt i første halvleg, men i 2. halvleg fik holdet stabiliseret sig og Sønderborg tilspillede sig i denne halvleg ikke flere chancer end man kan forvente af eet af rækkens stærke tophold.

Det var imponerende af det unge Taastrup-mandskab at kunne komme tilbage i kampen efter så hurtigt at have fået indhentet 3-1 føringen. Det viser moral. Det var utrolig vigtigt for holdet at starte foråret med en sejr.

Næste kamp spilles på udebane mod Oure på lørdag den 2. april kl. 13:00. Trænere og spillere håber, at nogle af klubbens mange trofaste fans vil tage turen med spillerbussen til Fyn. Læs nærmere herom på TFC’s hjemmeside.