Menu

HS1 - Meget vigtig sejr til Taastrup FC

image Arkiv foto
13. juni 2016 kl. 10:38

Taastrup FC’s DS-hold spillede lørdag den 11. juni hjemmekamp mod rækkens absolutte bundhold Marstal/Rise fra Ærø.

Taastrup lagde som holdet efterhånden har for vane stærkt ud. Efter 2 minutter driblede Tonni Adamsen sig alene med målmanden, men afsluttede lidt svagt. Et par minutter senere lagde Julius Lip et perfekt indlæg fra venstre side, men desværre gik Silius Motlachs afslutning forbi mål.

Efter et kvarters spil havde Taastrup endnu en stor chance. Tonni Adamsen lagde en flot diagonalaflevering til Julius Lip, men Marstals målmand reddede det farlige forsøg.

Efterhånden som de mange store chancer blev brændt, frygtede publikum at det ville gå som man ofte ser i fodbold, nemlig at modstanderholdet får en enkelt målchance, som holdet udnytter. Sådan skulle det heldigvis ikke gå i denne kamp. Efter 32 minutter tog Martin Olsen en hurtigt rush op af banen og efter at have afdriblet et par modstandere gik han til baglinien og smækkede fra venstre side et perfekt indlæg ind foran mål, hvor Silius Motlach sikkert sparkede bolden i kassen til 1-0 føring til Taastrup FC til stor jubel for hjemmepublikum.

Taastrup var fortsat spildominerende og efter 42 minutter bragte holdet sig foran med 2-0. Julius Lip modtager en god stikning i dybden i højre side, dribler forbi en forsvarer og placerer meget sikkert bolden i mål uden for målmandens rækkevidde.

Taastrup FC kunne herefter gå til pausen med en meget fortjent halvlegsføring på 2-0. Marstal havde stort set ingen målchancer i første halvleg. Taastrups føring burde nok have været i hvert fald eet mål større.

Taastrup fortsætter 2. halvleg med at være spildominerende. Efter 59 minutter lægger Tonni Adamsen et superindlæg til Mickey Mikander, men desværre blev hans hovedstødsafslutning reddet af Marstals målmand. I de efterfølgende 10 minutter tilspiller Taastrup sig endnu 2-3 store målchancer, men ingen af dem bliver udnyttet.

Med ca. 15 minutter tilbage af kampen begynder Taastrup at spille bolden rundt i forsvaret uden at forsøge at komme længere frem på banen. Spillet bliver alt for langsomt. Selv om Marstal/Rise ikke rigtig har været farlige kampen igennem, frygter publikum at holdet vil udnytte en tilfældig chance og derved bringe spænding ind i kampen til slut. Denne frygt viser sig aktuel med 5 minutter tilbage af kampen. Marstal spiller sig efter 85 minutter til eet af holdets meget få hjørnespark. Bolden bliver headet i nettet til reducering til 1-2.

Kampens sidste 5 minutter samt yderligere nogle minutter tillægstid bliver en prøvelse for TFC at komme igennem. Usikkerheden breder sig i forsvaret og Marstal presser meget på. Heldigvis lykkes det ikke holdet at få udlignet. Taastrup FC kan trække sig tilbage med en supervigtig 2-1 sejr. Set i bakspejlet burde Taastrup nok have fortsat det målsøgende spil og med yderligere et mål have afgjort kampen. Det unge hold har ikke helt rutinen til et så taktisk spil.

Da de 2 nærmeste rivaler Oure Fodboldakademi og Kalundborg begge tabte deres kampe betyder sejren, at TFC med en sejr i turneringens sidste kamp slutter på en 9. plads i rækken. Herved er holdet ikke afhængig af resultaterne af de mange op- og nedrykningsspil til og fra 2, division og fra de lokale serier. Hvis holdet ikke vinder i Kalundborg på lørdag, er risikoen for nedrykning til Sjællandsserien temmelig stor, men med lidt hjælp fra diverse andre hold kan det lykkes at forblive i Danmarksserien i den nye sæson.

Kampen i Kalundborg spilles på lørdag den 18. juni kl. 15:00. Vi opfordrer holdets mange fans til at tage turen til Kalundborg og hjælpe holdet med at sikre sig den livsvigtige sejr, der definitivt vil sikre holdets forbliven i rækken.

Luk