Menu

HS1 - Tre livsvigtige point blev sikret i Kolding

image Arkiv foto
06. juni 2016 kl. 11:56

Lørdag skulle vi en tur til Kolding i den 3.sidste kamp i denne sæson. Og det var med en formodning om at vi nok skal bruge 7 point for at klare os i DS.

De første 15min. var en lige kamp, hvor begge hold var defensive i deres tilgang til kampen, så begge hold stod dybt og satsede på kontraer. Efterfølgende var det Kolding der fik mere og mere fat, hvor de også havde et forsøg på overkanten af overliggeren.

Omkring den halve time følte Tonni Adamsen at han skulle sparke på mål fra 25-30 meter, og det var en helt perfekt intuition han havde lige der, bolden sejlede simpelthen i mål i en blød bue over målmand og op i hjørnet til en dejlig 1-0 føring. Tonni måtte desværre udgå i 40min. pga. maveproblemer, hvilket var rigtig ærgerligt da det var en af de kampe man følte at ligegyldig hvor han sparkede på mål fra, så ville den gå ind.

Ind i stedet kom Stokke, som leverede en rigtig fin og heroisk fighter indsats.

Desværre skulle vi ikke gå til pause med en føring, lige før pausen mister vi bolden på midten og så kan Kolding gøre det til 1-1.

 

Anden halvleg havde en lige så forsigtig start som 1.halvleg, men igen var det Kolding der kom først rigtig i gang. De fik et kvarter inde i 2.halvleg annulleret et mål korrekt for offside, men de fortsatte ufortrødent de efterfølgende minutter med at ligge pres mod vores mål. Desværre sker der det at vores målmand Jesper Fuhrmann, må udgå efter et solouheld. Fuhr har været ukampdygtig siden slut august 2015 pga. knæet, og har gjort et fremragende indtryk den første time, men desværre holder knæet ikke og han må derfor forlade banen. Desværre for holdet, truppen, klubben og ikke mindst Fuhr selv, for han har en kæmpe betydning.

Vi sætter i stedet kantspiller Simon Lindgren på mål, han har faktisk stået på mål i nogle skudseancer til træning og stod også på mål i nogle kampe som U19 spiller. Man kan kun sige at Lindgren gjorde det fremragende, han styrede sit forsvar og feltet som om han havde stået på mål i 20 år og han var sågar flere gange ude og bokse bolden væk ved hjørnespark.

Med 10-15 minutter igen foretager vi den sidste udskiftning, vi sætter Jannik Lethan ind i stedet for Kenneth Jönsson. Hvilket betyder at vi sætter Julius Lip op på spids. Valget var fremragende, Julius bliver i det 90min. sendt afsted i dybden af Stokke. Julius laver en skudfinte på forsvarsspilleren og ligger den sikkert forbi målmanden til 2-1. Dommeren har lagt 6 minutter til, og vi skal blot stå i mod Koldings lange bolde ind i feltet.

 

Det gør vi og kan dermed rejse hjem med 3 point fra Kolding, hvilket faktisk var den første sejr i Jylland i denne sæson. Lige pludselig var Jylland ikke et så slemt sted at spille.

 

Vi mangler nu Marstal (hjemme på lørdag) og Kalundborg (ude 18/6), hvor weekendens resultater gjorde at vi nok skal bruge 6 point for at det hedder Danmarksserien efter sommerferien. I løbet af ugen, vil vi skitsere hvordan scenarierne ser ud for os med hensyn til nedrykning, det er lidt kringlet nemlig.