Menu

HS1 - Super flot kamp af TFC

image Arkivfoto
Ingolf Skafte
12. august 2017 kl. 19:00

TFC’s DS-hold havde virkeligt noget at revanchere fredag aften den 11/8, da det i første kamp blev til et 2-6 nederlag mod et meget stærkt Holbæk-hold. Modstanderen var Stenløse, som TFC i øvrigt mødte 4 gange i sidste sæson.


Stenløse var ganske godt med i spillet fra kampens start uden dog at blive farlige.  Det var TFC til gengæld allerede efter 3 minutter, hvor Tonni Adamsen havde en farlig helflugter, som Stenløses målmand reddede flot.


Efter 10-15 minutters spil overtog TFC fuldstændig styringen af kampen og i det 16. minut havde Mickey Mikander et farligt hovedstød, som gik lige over mål. Minuttet efter var Mickey på spil igen. Han blev spillet fri i venstre side, men blev presset så meget, at han sparker bolden i sidenettet.


Efter yderligere et minut var det Julius Lips tur. Han blev spillet fri alene med målmanden, der parerede det farlige forsøg. Ærgrelsen var stor hos TFC efter at 3 særdeles store muligheder blev misbrugt inden for 3 minutter.
Vi skulle helt hen til det 35. minut inden det endeligt lykkedes for TFC at få scoret.

Tonni Adamsen lagde en flot diagonalaflevering fra omkring midten af banen i højre side ind til Mathias Jensen i venstre side af straffesparksfeltet. Meget hårdt presset lykkedes det for Mathias at sparke bolden i mål tæt op af den ene stolpe og under målmanden. En virkelig flot scoring til 1-0 føring til TFC.


Efter 39 minutter bragte TFC sig foran med 2-0 på et lige så flot mål. Julius Lip lagde et perfekt indlæg fra højre side ind i feltet, hvor det lykkedes Tonni Adamsen i hård duel med målmanden at heade bolden i mål nærmest med nakken.
Efter 45 minutter kunne TFC gå til pausen med en meget sikker 2-0 føring, der godt kunne have været eet mål eller to større.


TFC startede 2. halvleg i samme dominerende rolle som i næsten hele første halvleg. Efter 53 minutter havde Mathias Jensen et farligt forsøg efter klumpspil tæt på mål, men forsøget blev reddet. Efter 55 minutter bragte TFC sig foran med 3-0 på endnu en flot scoring. Mickey Mikander lagde en perfekt diagonalaflevering fra venstre side over til Julius Lip, der tog et par driblinger ind i banen og sparkede bolden sikkert i kassen med sit brandvarme venstreben.


Efter 71 minutter havde Mickey Mikander endnu et farligt hovedstødsforsøg, der gik over mål. Efter 80 minutter bragte TFC sig foran med 4-0. Tonni Adamsen driblede sig elegant uden om en modstander og lagde en flot aflevering ind i feltet til Silius Motlagh, der sikkert placerede bolden uden for målmandens rækkevidde. Silius havde været på banen i 10 minutter, da han kom på måltavlen.


Efter 85 minutter diskede Tonni Adamsem op med endnu en genial aflevering denne gang til Danny Henriksen, der alene med målmanden elegant loppede bolden over målmanden og ind i det tomme mål til TFC-føring på 5-0. Danny skulle bruge 13 minutter på banen inden han fik scoret, men det var samtidig hans debutkamp for TFC. Ganske køligt mål af en 19 årig debutant.


Det blev ikke til flere scoringer i kampen. TFC kunne trække sig tilbage med en sikker 5-0 sejr i en kamp, som holdet dominerede fuldstændigt. Stenløse havde faktisk ikke en reel målchance i kampen og kun ganske få afslutninger inden for målrammen. TFC leverede en helstøbt holdindsats. Forsvaret var meget sikkert spillende, midtbanen dominerende og angrebet uhyre farligt. Det var dejligt at se, at de 2 nye på holdet Mathias Jensen og Danny Henriksen viser målfarlighed med det samme. Til sidst skal det nævnes, at Tonni Adamsen var helt på toppen med 3 flotte assists og en enkelt scoring selv.


Næste kamp spilles på søndag den 20. august kl. 15:00 på Slagelse Stadion mod Slagelse B&I (det tidligere Vestsjælland). Her venter der TFC en vanskelig kamp mod en stærk modstander, der har vundet deres 2 første kampe.

Luk