Menu

TFC spillede uafgjort i efterårssæsonens sidste kamp

image Arkivfoto
Ingolf Skafte
05. november 2017 kl. 21:20

TFC hentede en sejr på 2-0 i udekampen mod FA 2000 fra Frederiksberg på mål af Silius Motlagh og Mickey Mikander. Denne kamp blev spillet sidste lørdag den 28. oktober.

Holdet gik således ind til efterårs sæsonens sidste kamp den 4. november på hjemmebane mod Kastrup med god selvtillid.

Alligevel var det Kastrup som startede kampen bedst. Vi skulle hen til midten af første halvleg inden TFC kom bedre med. Efter 22 minutter havde Silius Motlagh et godt langskudsforsøg, der dog gik over mål.

Efter 32 minutter kom Mathias Carlsen godt til baglinien og lagde en aflevering tæt ind foran mål, men en Kastrupforsvarer kom på tværs i sidste øjeblik.

Efter 36 minutter var TFC igen farlige og havde en triple chance, hvor målmanden og 2 forsvarsspillere fik blokeret TFC’s afslutninger.

Kastrup havde bestemt også deres muligheder, men der blev ikke scoret i første halvleg. Den uafgjorte stilling på 0-0 var meget passende efter fordeling af spil og chancer, men begge hold kunne sagtens have scoret.

Kastrup lagde endnu hårdere ud fra starten af 2. halvleg end de gjorde i første. Holdet lagde et voldsomt pres mod TFC’s mål. Kastrup havde 3 gode forsøg inden for halvlegens første 5 minutter.

Efter 53 minutter tilspillede TFC sig en stor chance for at bringe sig foran. Tonni Adamsen blev spillet fri alene med Kastrups målmand, der reddede det farlige forsøg med en flot fodparade.

Kastrup var spildominerende i det meste af 2. halvleg og i det 70. minut gik det galt for TFC. Efter noget klumpspil i TFC’s straffesparkfelt var en Kastrup-angriber pludselig fri og han sparkede sikkert bolden i mål til 1-0 uden chance for TFC’s målmand Oliver Lip.

Det så herefter noget vanskeligt ud for TFC, med holdet kom stærkt igen og tilspillede sig en stor målchance i det efterfølgende angreb, men målmanden reddede. Allerede i minuttet efter fik TFC udlignet til 1-1. Efter et hjørnespark kom Yasin Altinkaya godt i luften og headede sikkert bolden i mål.

Efter 77 minutter kom en Kastrup-angriber fri i venstre siden, men Mathias Carlsen kom stærkt på tværs inde i det lille felt og blokerede det farlige forsøg.

Selv om begge hold pressede godt på for at afgøre kampen, opstod der ikke flere større målchancer i denne kamp. Dommeren kunne efter 3 minutters overtid fløjte kampen af med slutreultatet 1-1. TFC kan efter fordeling af spil og chancer være tilfredse med det ene point, selv om holdet bestemt havde sine muligheder for at vinde, men det havde Kastrup også.

TFC er i sidste halvdel af turneringen blevet meget stærkere spillende navnlig i forsvaret. I de sidste 6 kampe har TFC kun tabt én kamp, nemlig til topholdet fra Slagelse. Mange uafgjorte kampe betyder dog, at TFC er placeret som nummer næstsidst i rækken her, hvor holdene går på vinterferie. Holdene ligger meget tæt i bunden, så der skal ikke mange sejre til før det ser meget bedre ud.

TFC ser optimistisk på mulighederne for at forblive i Danmarksserien, når vi kommer frem til efter sommerferien 2018. Tak til holdets mange trofaste tilskuere.

Første kamp i forårs sæsonen spilles lørdag den 24. marts i Fredensborg.