Menu

HS1 - Hverdagen fandt vej til Taastrup Idrætspark

image
Jørgen Kolter
04. september 2016 kl. 11:22

Efter en meget flot start på efterårets kampe i Danmarksserien blev femte rundes hjemmekamp mod Hillerød dagen, hvor hverdagen indfandt sig i Idrætsparken.

De knap 200 tilskuere overværede at Hillerød kunne drage hjem med en sejr på 3-0, om end måske et mål for stort, så var sejren fortjent.

Spillede Taastrup da dårligt? Egentlig ikke, men hvor Hillerød forstod at udnytte sine chancer, brændte Taastrup chancer af en størrelse, som skal udnyttes i Danmarksserien under normale omstændigheder.

 

Kampen startede med et markant Hillerød pres over hele banen og Taastrups spillere havde rigeligt at se til rent defensivt, uden dog at Hillerød kom frem til de helt store chancer,

Langsomt begyndte Taastrupspillerne at komme højere op på banen og begyndte at vis ”tænder”. I det 20 minut blev Tonny Adamsen spillet fri og alene med den fremstormede målmand forsøger Tonny at sparke dybt i bolden og får bolden over målmanden, men beklageligvis rammer bolden overliggeren.

Taastrup får blod på tanden og i den efterfølgende periode, har Taastrup sin bedste periode i kampen. Både i det 34 og 43 minut kombinerer Taastrup sig igennem Hillerøds forsvar og alene igennem med 2 mand, men begge gange misbruges muligheden. Chancer af en størrelse, der nødvendigvis skal udnyttes, når der er tale om Danmarksserie niveau.

I det 44 minut går det galt i Taastrups forsvar og Hillerød spiller sig elegant igennem og afslutningen bliver rettet af en Taastrupspiller og bolden går i mål uden chance for Mads Henriksen i Taastrupmålet.

Taastrup kunne således gå til pause bagude med et mål, men dog med en forventning om, at dette burde kunne vendes i anden halvleg.

 

Ikke desto mindre lykkedes det Hillerød umiddelbart efter pausen at bringe sig yderligere foran i en situation, hvor Taastrup s forsvar så alt andet end godt ud!

Resten af halvlegen forløb uden de store chancer og selvom Taastrup prøvede at presse spillet op på modstandernes banehalvdel, virkede det som om, at Hillerød var stærke nok til at kontrollere kampen og dermed sikre sig sejren.

I det 85 minut fik Taastrup frispark en 10 meter udenfor straffesparksfeltet, men måtte se Tonny Adamsens flotte skud nok engang prelle af på overliggeren og tættere på kom Taastrup ikke.

I overtiden lykkedes det endog Hillerød at øge scoringen med nok et mål og Taastrup måtte gå fra banen med et nederlag, der egentlig ikke kunne diskuteres.

 

Cheftræner Tommy Olsen havde i sin velkomst i programmet skrevet, at kampen var lidt af en nøglekamp i forhold til at se op eller ned i tabellen. Så slemt behøver det nu ikke at være og mon ikke holdet vil gøre meget for at revanchere sig i næste kamp, der finder sted lørdag d.10 september kl.13:30 ude mod Roskilde KFUM.

En modstander, hvor de seneste års kampe har haft stor underholdningsværdi og masser af god fodbold med mange mål, så muligheden for en god kamp er bestemt tilstede.

Luk