Menu

HS1: Tre mål af TFC i kampens sidste 3 minutter

image Arkiv foto
Ingolf Skafte
10. september 2017 kl. 22:45

Der var ikke mødt mange tilskuere op i Taastrup Idrætspark, da lørdagens kamp i Danmarksserien mellem TFC og Fredensborg gik i gang. Det var meget forståeligt, da regnen væltede ned fra kampens start. Måske har TFC’s mange nederlag her i efteråret også spillet lidt ind.

TFC kom godt fra start og bragte sig allerede efter 3 minutter foran med 1-0.

Desværre holdt føringen ikke længe, da Fredensborg udlignede til 1-1 efter 7 minutter og efter 26 minutter bragte de sig foran med 2-1.

TFC havde i resten af halvlegen det meste spil og holdet tilspillede sig en del store målchancer heraf et par 100 procentchancer til Tonni Adamsen og Michael Kossmann, men desværre blev de alle misbrugt og holdet måtte således gå til pause bagud med 1-2.

TFC fortsatte fra 2. halvlegs start med at være spildominerende uden dog at blive rigtig farlige. Fredensborg var anderledes effektive, da de efter 58 minutter gjorde det til 3-1 efter et hurtigt contraangreb.

De næste 25 minutter forløb nogenlunde som halvlegens første 13 minutter sluttende af med, at Fredensborg gjorde det til 4-1 efter 82 minutter også på et contraangreb.

Herefter forlod en del af de tilbageblevne TFC fan stadion i skuffelse. En del af disse har forhåbentlig fået kaffen galt i halsen, når de søndag morgen har læst slutresultatet i avisen, for det gik meget stærkt mod kampens slutning.

Efter 87 minutter reducerede Mark Avlastenok til 2-4 da han fra tæt hold ved bagerste stolpe sikkert placerede bolden i kassen efter en klasseaflevering fra Danny Henriksen.

Lidt inde i overtiden gjorde Julius Lip det til 3-4, da en bold lidt uforståeligt fik lov til at passere igennem Fredensborgs forsvar, så Julius pludselig var alene med målmanden.

Pludselig lugtede TFC blod efter at det blot få minutter tidligere havde set umuligt ud. Bolden blev med det samme sparket op i Fredensborgs straffesparksfelt og det lykkedes for Julius Lip at udligne til 4-4 lige inden dommerens slutfløjt lød.

En helt utrolig afslutning på kampen og rigtig dejligt at se, at det unge TFC-hold blev ved med at slås for det til trods for den megen modgang. Lad os håbe at den positive afslutning på kampen, vil give holdet mere selvtillid i de kommende kampe.

Næste kamp spilles på fredag den 15. september kl. 18:30 på udebane mod Herlev. Næste hjemmekamp er fredag den 22. september kl. 17:30 mod LSF.