Menu

HS1: Meget flot sæsondebut for TFC

image Arkiv billede
Ingolf Skafte
27. marts 2017 kl. 10:29

Efter en lang vinterpause var TFC’s DS-hold klar til sæsonpremieren den 25. marts, hvor modstanderen var Roskilde KFUM, som inden kampen lå på en 2. plads i rækken. Da græsset på stadionbanen i Taastrup Idrætspark endnu ikke er kommet rigtigt i vækst, var kampen rykket til kunststofbanen på Nybolig Park.

Efter en relativ stille og rolig start på kampen, skete der pludselig noget efter 10 min. Efter en forsvarsfejl var Tonni Adamsen pludselig fri med målmanden inde i straffesparksfeltet. Tonni tog et enkelt træk og sparkede koldblodigt bolden i kassen til en 1-0 føring til TFC.

Efter 26. minutter sparkede samme Tonni Adamsen et frispark uden for feltet tæt forbi trekantssammenføjningen. Herefter pressede Roskilde KFUM rigtig meget på i resten af halvlegen. TFC havde rigeligt at gøre med at forsvare sig, hvilket de så gjorde ganske godt. Trods det store spilovertag, blev det kun til en enkelt rigtig stor chance til Roskilde KFUM efter 39 minutter, men denne chance blev ikke udnyttet efter fortjeneste, så TFC kunne gå til pause med en 1-0 føring.

I 2. halvleg kom TFC bedre med i spillet selv om Roskilde dog fortsat havde det meste spil. TFC stod rigtig godt i kæderne og Roskilde havde vanskeligt ved at spille sig til de helt store målchancer og når det en sjælden gang skete, var angriberne ikke så effektive.

TFC gav til gengæld i 2. halvleg en opvisning i, hvordan contrafodbold skal spilles. Efter 59 minutter blev der lagt en dyb stikning til Tonni Adamsen, som hurtigt var over bolden. Han trak ubesværet ind i feltet og så, at hans holdkammarat Julius Lip fulgte godt med. Meget behersket og dejligt uselvisk trak han målmanden til sig og trillede bolden over til Lip, som ubesværet kunne sparke bolden i mål til 2-0 til TFC.

Allerede 2 minutter senere gik det galt igen for Roskildes noget offensive forsvarstaktik. Martin Olsen lagde en perfekt dyb stikning til Tonni Adamsen, der denne gang selv kørte direkte mod målmanden og sikkert placerede bolden i mål til 3-0.

Roskilde fortsatte herefter med et vist spilovertag, men det virkede lidt som om de 2 hurtige TFC-scoringer tog en del af holdets selvtillid.   Efter 76 minutter spillede Tonni Adamsen med en flot aflevering til Mathias Carlsen alene med Roskildes målmand, men denne gang reddede målmanden forsøget. TFC havde faktisk yderligere et par chancer mod kampens afslutning, men det blev ikke til yderligere scoringer til nogle af holdene, så dommeren kunne fløjte kampen af til en sikker 3-0 sejr til TFC.

Det var en meget flot sæsonstart for TFC. Roskilde KFUM havde set over hele kampen det meste spil, men TFC’s  rigtig godt organiserede midtbane og forsvar holdt Roskilde nede på et ret begrænset antal større målchancer. Hele holdet skal roses for en flot holdindsats, men det bør også nævnes, at Tonni Adamsen var virkelig stærkt spillende i denne kamp.

TFC beholder 6. pladsen i rækken, men afstanden til de nærmeste konkurrenter blev lidt større. Næste kamp spilles på udebane mod Jægersborg den 1. april kl. 13:00, medens næste hjemmekamp spilles skærtorsdag den 13. april kl. 13:00 i Taastrup Idrætspark.

 

Læs også Dagbladets artikel og se fotogalleri på http://sn.dk/Sport-DB/Billeder-Taastrup-pelsede-KFUM/artikel/643960