Menu

Foredrag: Fodbold er meget mere end fodbold

image
Morten Lethan Albrechtsen
28. november 2023 kl. 19:54

Kom med Taastrup FC til foredrag med Nicolai Bryde Nielsen, der har set 531 fodboldstadioner i 66 lande i hele verden. Han dyrker “groundhopping”-kulturen og ved alt om, hvordan fodbold kan give store oplevelser, der handler om meget mere end spillet på banen.

Fodbold er fællesskab og følelser – og det er store oplevelser, hvor de allerbedste lagres for resten af livet. Enhver, der har prøvet en fodboldtur, der ligger lidt uden for hjemmebanen og de nærmeste udebaner, ved at fodboldture kan give usædvanlige oplevelser og gode minder.

Det er rejsen derhen. Det er indtrykkene fra en ny by. Det er fankulturen. Det er historien bag klubben, stadion og området. Det er meget mere end 90 minutters fodbold.

Ingen dansker ved mere om fodboldoplevelser end Nicolai Bryde Nielsen. Han har gjort ”Groundhopping” til sin levevej (ejer af Groundhopping Tours) og livsstil, og på den måde er han kommet hele verden rundt. Han er hele tiden på vej mod en ny fodboldoplevelse. 

I skrivende stund har Nicolai set 1.800 fodboldkampe, besøgt 66 lande, været på 531 forskellige stadions og er kun ET land fra at have set fodbold i alle UEFA-lande

Torsdag den 11. januar 2024 gæster han Nybolig Park, Sydskellet 1, 2630 Taastrup. Denne gang gæster han klubhuset for at fortælle om sine oplevelser på alverdens udebaner i hele verden.

Vi får de bedste – og værste – oplevelser fra de mange fodboldture, og han vil forsøge at forklare os fascinationen ved at opleve kulturen gennem fodboldrejser rundt i verden.

Taastrup FC byder fra klokken 17.30 på dagens ret (paprikagryde med ris) og Nicolai Bryde Nielsen starter sit foredrag fra klokken 18.30. Varigheden er – naturligvis – to gange 45 minutter, men der vil også være en tredje halvleg, hvor der er rig mulighed for at stille spørgsmål.

Arrangementet koster 100kr., som dækker foredrag og mad. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til Morten Lethan Albrechtsen med antal deltagere - lethan87@msn.com.

Vi glæder os til at se dig til et spændende arrangement for klubbens medlemmer, familie og venner.

Luk